Hvordan foregår en undervognsbehandling?

///Hvordan foregår en undervognsbehandling?

Hvordan foregår en undervognsbehandling?

Mange vælger at beskytte deres bil mod rust med en professionel undervognsbehandling. Her kan du læse om, hvordan en undervognsbehandling foregår og hvordan du sikrer dig, at behandlingen er af høj kvalitet.

Når rustbeskyttelsen skal virke optimalt og holde længst muligt, er det nemlig vigtigt behandlingen er grundig og foregår i overensstemmelse med den enkelt bilmodel. Til det formål findes der såkaldte sprøjteskemaer, som angiver hvordan man undervognsbehandler den enkelte bilmodel, så man kommer ind i alle hulrum og samlinger.

Alle steder, hvor vand, vejsalt og snavs kan trænge ind, er der nemlig behov for rustbeskyttelse.

Undervognsbehandling trin for trin

En undervognsbehandling hos eksempelvis Fyns Undervognscenter forløber efter følgende opskrift.

  1. Først afdækkes bilens interiør, så betræk og overflader ikke får pletter fra hverken selve undervognsbehandlingsmidlet eller behandlerens arbejdstøj.
  2. Herefter afmonteres bl.a. hjul, inderskærme, dækplader i vognbund, de originale gummipropper i døre, falser og vognbund samt kabelgennemføringer – og alt andet, der ellers sidder i vejen for at kunne udføre en grundig undervognsbehandling.
  3. Dernæst afdækkes bremseskiverne, så deres belægning ikke ødelægges og bremseevnen bevares intakt.
  4. Så afrenses undervognen med varmt vand, så snavs og vejsalt fjernes inden behandlingen påbegyndes. Herefter lufttørres alle overflader, så rustbeskyttelsen hæfter godt på underlaget.
  5. Undervognen undersøges herefter for at afdække eventuelt allerede opståede rustangreb, som måske skal udbedres inden behandlingen fortsættes.
  6. Alle lakerede overflader får dernæst en omgang lakbeskyttelse, så disse ikke beskadigedes af rustbeskyttelsesmidlet.
  7. Så begynder den egentlig undervognsbehandling, hvor hulrum, overflader, vanger, lister m.v. tågesprøjtes, så alle indvendige og udvendige flader dækkes af en jævnt lag rustbeskyttelse.
  8. Herefter genmonteres de afmonterede dele og til sidste rengøres bilen grundigt: Ruder, lakerede overflader, kanter og falser.

En undervognsbehandling varer typisk 1 døgns tid og nogle steder kan du få en lånebil, mens bilen rustbeskyttes.

Vælg den rigtige rustbeskyttelse

Der findes flere typer rustbeskyttelse på markedet og for den almindelige forbruger, er det ofte tilfælde, der afgør hvilket mærke der vælges. Simpelthen fordi hver enkelt undervognsbehandler som regel udelukkende tilbyder behandling med én af typerne – og den bilforhandler man købte bilen hos måske samarbejder med et fast undervognscenter.

I virkeligheden er det heller ikke selve produktet, der gør den største forskel: Det er grundigheden og erfaringen hos den, der behandler, der kan betyde om en undervognsbehandling er effektiv eller ej. Når du skal finde et undervognscenter, der skal rustbeskytte din bil, bør du derfor først og fremmest undersøge, hvordan de griber behandlingen an.

Som udgangspunkt bør ovenfornævnte fremgangsmåde overholdes. Derudover bør du også spørge efter testresultater fra Teknologisk Institut og undersøge, hvor lang garanti værkstedet giver på deres undervognsbehandlinger.

Ingen undervognsbehandling er nemlig bedre end dén, der udfører den. Derfor bør du også undgå at undervognsbehandle din bil selv samt gå udenom de billige deals, man af og til kan finde på diverse rabatsider.

En billig undervognsbehandling er nemlig ofte mangelfuld og FDM advarer endda i denne artikel mod at købe sin undervognsbehandling for billigt.

By | 2018-03-06T19:08:26+00:00 6. marts 2018|Hvordan|0 Comments

About the Author:

Jeg hedder Henrik, og jeg skriver de fleste indlæg her på sitet. De er alle formet som spørgsmål og svar. Så måske kan du finde en masse ny viden (eller blive underholdt) ved at bevæge dig rundt på siden.

Leave A Comment