Hvad er E-learning
E-learning er kort fortalt elektronisk læring, som kan foregå på enten computer, tablet eller smartphone.
Du er sikkert stødt på E-learning på ét eller andet tidspunkt i dit liv. Det er nemlig ikke et nyt begreb. Allerede med introduktionen af computerne i de danske folkeskoler i 90’erne, kom E-learning på skoleskemaet. I sin spæde start i form af simple matematikprogrammer, men med tiden udviklede tingene sig både grafisk og indholdsmæssigt, og pludselig var der også E-learning i de danske børnefamilier i form af børne pc-spillet Pixeline.
I dag er der ingen grænser for, hvad markedet inden for E-learning kan byde på. Lige fra teoriprøver til salgstræning. Nogle E-learningprogrammer er simple powerpoint-præsentationer, mens andre er dybt avancerede interaktive programmer. Er der tale om det sidstnævnte, er læringsforløbene typisk opbygget af mange forskellige medier og indeholder både lyd, video, speak, animation, grafik og interaktion. Alt sammen for at læringen skal være spændende, så for eksempel de studerende får lyst til lære.
Derfor udvikles læringsforløbene også, så de er underholdende i et passende omfang. Der benyttes således klassiske virkemidler som belønningssystemer og motiverende storylines.
Lidt om ordet
Oversat til dansk bliver E-learning til E-læring. Som med så mange andre ting, findes der også flere ord for E-learning. For eksempel e-kurser, online kurser, online læring eller online undervisning.
E’et i E-learning står for ”electronic” og fortæller om, hvordan læringen foregår: på et elektronisk medie. De fleste former for E-learning er desuden webbaserede, hvormed undervisningen kan foregå alle steder i verden og alle tidspunkter på døgnet.
Den mest avancerede form for E-learning kan derudover finde sted på tværs af medier for at understøtte budskabet og læringen bedst muligt. Det kan for eksempel ske ved, at læringsforløbet både består af elektronisk undervisning, spændende podcasts, underholdende film og klassiske elektroniske quizzer med pointsystemer og diplomer.
Hvor benyttes E-learning?
Fordi E-learning er så alsidigt, benyttes undervisningsformen alle steder. Det er også grunden til, at man kan finde elektroniske læringsprogrammer på både folkeskoler og direktionsgange i store multinationale selskaber. De dygtigste E-learningudviklere kan nemlig sammensætte et læringsforløb, der matcher den enkelte virksomhed i alt fra indhold til grafisk udtryk.
Derfor kan E-learning anvendes i alle brancher og til alle former for læring. Uanset om der er tale om online klasserumsundervisning eller individuel træning af den enkelte medarbejders færdigheder indenfor for eksempel kundeservice eller produktkendskab.
Læg en kommentar