En DAB-radio er en digital radio, som opfanger og videreformidler et digitalt sendesignal. DAB står for “Digital Audio Broadcasting” som oversat til dansk betyder noget i retning af “Digital lydudsendelse”.

I dag er de fleste radiosignaler digitale og således udsendt med DAB, men radioprogrammer udsendes også med såkaldt FM, som er en traditionel radiofrekvens. Hvor DAB-signalerne er digitale, sendes FM-signalerne analogt. Selvom langt de fleste radioer i de danske hjem i dag er DAB-radioer, findes der dog stadig analoge modtagere – og du kan også stadig høre radio udsendt på FM-båndet. Det er dog en stakket frist, da de fleste radiokanaler i dag udelukkende sender deres programmer via DAB – og der en dag i umiddelbar nær fremtid vil blive slukket for FM-signalet.

Det er i øvrigt kun muligt at høre DAB-radio på en radio fremstillet til formålet – så er din radio af den gammeldags type, og vil du fortsat høre radio, bør du udskifte den til en digital modtager, inden FM-signalet slukkes.

Forskellen på FM- og DAB-radio

  • DAB-signalerne fylder mindre og der er dermed plads til flere radiokanaler på samme frekvens.
  • FM-signalet er nemt at forstyrre og derfor kan man ofte opleve, at radioen skratter eller lyden falder ud.
  • DAB-signalet kan dog have svært ved at trænge ind i kældre og mange biler har ikke DAB-radio og vil således blive ramt af tavshed i æteren, når FM-signalet slukkes.
  • Det digitale signal kan sende flere informationer ud, samtidig med at der udsendes lyd. Det betyder, at man for eksempel i sit display på radioen vil kunne læse, hvilke numre der spilles eller få sine breaking news, hvis stationen altså med-udsender disse oplysninger.

Hvornår slukkes FM-signalet?

Folketinget har vedtaget, at FM-signalet skal slukkes, når mere end 50% af al radiolytning foregår via DAB. Indtil da forbliver det tændt. Det er en del af den samlede public-service-aftale, at så mange som muligt skal have adgang til vigtige informationer via radioen og derfor skal størstedelen af befolkningen have skiftet deres modtagere ud, inden slukningen træder i kraft.

I 2016 foregik 31% af befolkningens radiolytning via DAB, og der er således stadig lidt tid, før FM-signalet slukkes. Estimeret regnes der med, at 50% af befolkningen hører DAB-radio i 2020 hvormed signalet således vil blive slukket i det efterfølgende år, nemlig 2021. Det er dog som nævnt ikke vedtaget definitivt, men betinget af at den digitale radiolytning følger den vækstkurve, der foreligger indtil videre.