Elsker du at spille kabale? Foretrækker du altid kortspil fremfor brætspil? Og er du altid frisk på en ny kabale-udfordring? Så er det måske på høje tide, at du prøver nogle af de mange forskellige kabaler, der findes. Og hvorfor ikke begynde med nogle af dem, der er blandt de mest populære kabaler?
I denne artikel ser vi nærmere på de kabaler, der er blandt de mest populære. Der er helt sikkert kabaler, som du kender i forvejen, men formentligt også kabaler, som du aldrig har hørt om før!
Syvkabale
Når det kommer til kabaler, er syvkabale uden sammenligning det mest populære spil. Syvkabale har altid været populært, men noget, der for alvor var skyld i dette kabalespils gennembrud var, da Microsoft valgte at implementere syvkabale som en del af Windows-pakken. Med ét kom syvkabale ud på millioner af skriveborde, og spillet blev således allemandseje.
Syvkabale går ud på, at der placeres 7 rækker med hhv. 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7 kort i. Det nederste kort er vist, og kan flyttes. Nu skal du ved hjælp af de viste kort og trækbunken forsøge at flytte kortene rundt, så kabalen går op. Øverst er der placeret fire bunker – en til hver kulør. Når alle kort er placeret i de fire bunker, er kabalen gået op, og du har vundet.
Edderkopkabale
Den mest kendte variant af kabaler næst efter syvkabalen er edderkopkabalen. Denne variant minder til dels om sin storebror – og så alligevel ikke helt. I edderkopkabale går det nemlig ikke ud på at placere alle kort i fire bunker øverst, men derimod at danne serier i de 10 rækker, der ligger på bordet. Når en serie er dannet, fjernes den, og på den måde går spillet ud på at fjerne alle kort fra bordet. Lykkes det, har du vundet.
Idiotkabalen
Er du træt af, at dine kabaler aldrig går op? Eller synes du bare, at de andre kabaler er for besværlige at lære? Så skal du prøve idiotkabalen. Som navnet indikerer, kan selv en idiot lære reglerne til denne kabalevariant, da de er meget simple.
I en idiotkabale skal alle kort bortset fra esserne fjernes. Det sker ved, at du placerer fire kort ved siden af hinanden af gangen. Når der er kort i samme kulør, fjernes de alle på nær det højeste kort – og det er faktisk det. Kabalen går op, når de fire esser ligger tilbage. Så er spørgsmålet blot… kan du få idiotkabalen til at gå op?
Læg en kommentar